Jeg har været i næsten samme situation, dog på baggrund af en 5-årigidræts uddannelse.

Jeg pendlede henv. til et undervisningsjob og et timelønnet konsulentjob uden fast ugentlig arbejdstid – alt i alt ikke nok til at nå den nedre ugentlige timegrænse.

Det føles som et slag i hovedet at gøre et ærligt ihærdigt forsøg på at få noget på CV og så blive bremset, fordi de supplerende dagpenge ophører. Jeg valgte at gå fuldtidsledig og tage 6 ugers uddannelse, men det var en tam følelse at sige det til to arbejdsgiver, der havde stillet job til rådighed for en.

Ligeledes synes jeg minister Mette Frederiksen burde gøre sig den overvejelse, hvad det gør ved vores uddannelsesinstitutioner, når elever skal skifte lærere flere gange i løbet af et enkelt skoleår (i Sørens tilfælde og i mit og givetvis i flere andres også…). I øvrigt gælder det jo for alle arbejdspladser, at det koster at tage nye ind også på deltid. Hvad har de af udbytte i det lange løb, hvis de ved, at grænsen er 30 uger for supplerende dagpenge…. Enten finder den arbejdssøgende fuldtid hos en anden arbejdsplads, lykkedes det ikke ,er det for mange økonomisk lige så smart at gå fuldtidsledigt er de 30 uger på supplerende dagpenge til trods for muligheden for at øge viden og kompetence i den aktuelle deltidsansættelse.

Det burde som minimum være muligt at få transportgodtgørelse og optjene ret til supplerende dagpenge, når man er i offentligt løntilskud – i mit tilfælde til dimittendsats. Med de minimale chancer der pt er for job bagefter, er det simpelthen ikke holdbart, at man arbejder 30-37 timer om ugen og samtidig skal skrive ansøgninger – og oven i hatten ikke kan få støtte til sine transportudgifter (ligesom folk, der får løn).

Hej,

Jeg har været i samme situation endda i en sådan at jeg måtte vælge at sige mit gode job op som lovede mig fuldtid til sommer dette var i marts mdr.
Jeg vil tro at det er bedre for alle at man har et delvist job end at man intet har. Det koster jo mere at have folk på fulde dagpenge end at f.eks. give dem 20 timer i ugen og lad os ind se at det er meget svært at finde fuldtidsbeskæftigelse i dag.
En ting er at man selv skal sige et fint job op en anden er at det ikke passer til arbejdsmarkedet i dag. Jeg har arbejdet meget som ekstern lektor og de stillinger ofte uden fuldtid. I dagens Danmark bliver der flere og flere af den type job fordi man vælger at lade fast ansatte gå på de foreskellige universiteter derfor bliver der flere og flere løst ansatte. At man så straffer folk fordi de ret faktisk gider at have et arbejde – tilmed et der ikke giver pension og følger med lønkurverne – syntes jeg er skidt. Hvem skal ellers varetage undervisningen?
Det tager ca 1 år at komme ordentligt ind i det stof man underviser i, hvis det er et nyt kursus dvs. at disse regler er med til at gøre undervisnings kvaliteten på videregående uddannelser dårligere. Lige som du bliver god til det må du selv sige op hvis du ellers vil kunne klarer dig økonomisk. Hvis man gerne vil have ‘verdens bedste skoler og universiteter’ må man sørger for nogle af følgende punkter: pengene nok til fuldtidsansættelser, penge nok til forskning, ordenlig løn og vilkår for timelønsansatte inkl eksterne lektore (overenskomsten har ikke været ordenligt forhandlet i årevis og nu presser de 30 uger også), mindre udskiftning i de forskellige fag og af undervisere.. men det hænger lidt sammen med alt det jeg allerede har skrevet.
Som de tidligere her i diskussionen også har nævnt så bliver man ikke dygtigere af at sidde hjemme og søge arbejde, man får ingen erfaring, kommer ikke i berøring med den ‘virkelige verden’ og chancerne for at få et fuldtids job daler i takt med tiden man går ledig. Det er jo engang lettere at få et fuldtidsjob eller flere timer, når man er i job.
Jeg er idag i den heldige situation at jeg har timer nok til at undgå dagpenge, men det har været svært og det er på et hængende hår for ikke at miste min ret til supplerende dagpenge anden gang før jeg fik det antal timer jeg har idag. Jeg er meget glad for mit job og min arbejdsgiver og ville meget nødigt have mistet dem pga. Supperende dagpenge regler, så jeg var heldig. Jeg ved dog at alle langt fra er så heldige og min søster står i samme suppedas pt. sige jobbet på 20 timer op og gå tilbage på dagpenge eller stoppe dagpengene. Det store problem med det er, hvis hun vælger det sidste og hendes arbejdsgiver så får kolde fødder om hendes timer til september, så kan hun pludseligt ikke få dagpenge på samme sats mere, hvis overhovedet, da hun har arbejdet 20 timer og til lav løn. Hun har desuden børn og det er svært at få tingene til at nå sammen ret økonomisk uden enten supplerede dagpenge.

Jeg mener at man skulle være meget mere nuanceret i sine evalueringer af supplerende dagpenge. Jeg ved at der er mennesker der lokerer på de supplerende dagpenge, men det er nok ikke engangen 25% af dem der benytter sig af det dvs. man rammer meget forkert med denne regel og gør livet surt for mennesker der virkeligt ønsker at yde en indsats. Det mener jeg, er meget forkert. Så man man bruge midler på at undersøge de enkelte sager mere nøje og se på økonomiske sammenhænge. Jeg tvivler ærligt på at f.eks. ret mange magistere med studiegæld mm gerne vil være ledige eller på supplerende dagpenge i lang tid, hvis de kunne vælge. Hvad skulle man dog tage lån mm for ellers?

Ærgeligt for dig at du ikke ser pointen… jeg synes den passer glimrende idet den reelt giver mulighed for at se “emnet” fra en anden vinkel i stedet for blot at blive ved med at bekræfte det alle allerede godt ved!!!
Jeg taler om en tillært holdning om at “det er samfundets ansvar” at sørge for den enkelte. Blot glemmer dem som får hjælp af samfundet, eller endda er ansat i vores offentlige sektor, at der kun er ét eneste sted pengene til betaling herfor kommer, nemlig fra menneskene som er i arbejde i de private erhvervsvirksomheder i DK. Så den ensidige vinkel om, at den enkelte uden arbejde eller fast fuldtid beskæftigelse, forhindres i at opnå selvforsørgelse på grund af regler og rammer er mere et udtryk for at man ønsker et andet resultat uden at man er villig til selv at foretage sig andet end det man plejer…jeg ved godt det er ligefremt og for nogle måske er hårdt men at klappe hinanden på skuldrene og give hinanden ret har endnu aldrig ændret væsentlige ting i verden, desværre.
Derfor rusker jeg “kærligt” ved meningerne … og citerer lige én af mine ynglingsmennesker – Albert Einstein: som sagde at “vi løser IKKE de problemer vi har skabt ved at tænke og handle som vi gjorde da vi skabte dem” …

Hvis man i dette land seriøst vælger arbejdsløsheden, fordi det bedre kan betale sig, så er der noget galt.

Det er frustrerende ikke at kunne blive det, man har drømt og uddannet sig til, men hvis vi skal bruge følelsesladede ord om den trods alt knap så alvorlige situation, så tror jeg også mange vil føle sig frustrerede over at skulle betale over skatten og til a-kassen til et system, hvor man vælger at modtage støtte frem for at finde et hvilket som helst andet arbejde, end det man blev uddannet til.

Det er måske nemt nok for de fuldtidsansatte at sige, men helt ærligt, med tanke på situationen i mange andre af verdens lande kan jeg ikke se, hvorfor Mette Frederiksen skal rodes ind i denne situation.

Tak til MK for dit indlæg som jeg fuldt kan følge…
I forhold til grænsen på 30 timer inden man lovgivningsmæssigt betragtes som fuldtidsansat … den regel gjalt også da jeg var færdig med min akademiske uddannelse, hvorefter jeg selv havde svært ved at finde job fordi jeg ikke “kun” havde én men flere uddannelser, som reelt overkvalificerede mig i forbindelse med min daværende jobsøgning…hvad gør man så når man er mig…man tager de jobs man kan få – og det betød for mig, at gøre rent, bringe aviser, undervise socialt belastede unge, være ansat til at aktivere kontanthjælpsmodtagere, og undervise studerende på social pædagogisk uddannelse – alt dette på timebasis!!!
Tilsammen betød dette dog at jeg gennemsnitlig havde mere end 29,6 timer pr. uge og dermed ikke var dagppengeberettiget…økonomisk var det ikke nogen dans på roser og perioden varede +7 år inden jeg ved siden af ovenstående udviklede alle produkter som i dag er kernen i min bioteknologiske virksomhed…Og forresten på daværende tidspunkt var arbejdsløsheden højere end den er disse dage.
De første tre år af min virksomheds liv fik jeg ikke én eneste krone løn for min indsats, og da jeg så begyndte at kunne trække lidt ud til løn var der tale om 5000 kr. pr. måned når der var penge til det, plus løn fra de andre timejobs jeg havde – kort sagt “man kan hvad man vil og man SKAL sætte tæring efter næring”…
Når jeg ansætter personale i dag interesserer personen og deres indstilling mig mere end deres uddannelse – dette gælder især mit akademiske personale – fordi jeg ønsker selvstændigt tænkende og handlende mennesker, som forstår at de er der fordi de er vigtige og med til at sikre at vores allesammens arbejdsindsats genererer lønnen når måneden er omme.
Da jeg for ikke så længe siden startede datterselskab i USA fik jeg lidt af et kulturchok – positivt set – fordi folk i Amerika aldrig piver over arbejde, løn, arbejdstid eller noget som helst…de tager deres arbejde seriøst og hvis man – som jeg – så giver dem en god løn, plus sygeforsikring og andre (efter dansk status normale) goder så er de dybt taknemmelige…
Min pointe er at det er vigtigt at hver person for sig tager sit liv i sine egne hænder og er taknemmelig for den hjælp vedkommende kan få ved behov – fordi på det punkt er det et privileg at være dansker…

Inden debatten løber helt af sporet, må det være på sin plads at fastslå, at enhver sammenligning med amerikanske arbejdsmarkedsforhold er fuldstændig irrelevant. Et ekstremt ulige samfund, hvor de fattige er taknemmelige for de krummer, der kastes ud til dem, og hvor 1 pct. af befolkningen sidder i fængsel, kan aldrig være noget at stræbe imod. I Danmark har vi forlængst indset fornuften i at indrette os med sociale rettigheder og et velorganiseret arbejdsmarked, og sådan skulle det gerne blive ved med at være.

Et væsentligt element i den danske arbejdsmarkedsstruktur er netop dagpengesystemet. Som Rasmus K. anfører ovenfor, er dagpengesystemet en forsikringsordning, og der er derfor intet som helst ’klynkeri’ over at kræve erstatning, når uheldet er ude, og man bliver arbejdsløs. Man ville da også kræve erstatning fra forsikringsselskabet, hvis ens cykel blev stjålet. Det er altså den helt almindelige dagpengeordning, som er udgangspunktet for diskussionen om de supplerende dagpenge.

En vigtig omstændighed, som mange – bevidst eller ubevidst – synes at have overset, er, at ingen kan opnå supplerende dagpenge uden allerede at være berettiget til almindelige dagpenge. Det betyder, at man allerede har opfyldt en række betingelser, dvs. at man har optjent sin dagpengeret, enten ved lønarbejde eller ved dimission fra en uddannelsesinstitution, og at man i øvrigt opfylder de lovbestemte krav om jobsøgning og anden aktivitet. Altså er supplerende dagpenge ikke et tilvalg, men et fravalg af den fulde dagpengeydelse, som man i forvejen er berettiget til.

Især inden for undervisningsområdet har de supplerende dagpenge været en udmærket ordning, som har gjort det muligt for jobsøgende efterhånden at få fodfæste på arbejdsmarkedet uden nødvendigvis at skulle arbejde på fuld tid fra dag ét. Mange har ad den vej kunnet arbejde sig ind på en fuldtidsstilling; de er blevet skatteydere, og samtidig har de sparet a-kassen – og dermed samfundet – for en dagpengeydelse, de ellers var berettiget til; altså faktisk en win-win-win-situation. Modtagere af supplerende dagpenge er altså ikke så forkælede, dovne og ugidelige, som det undertiden antydes, og de har absolut ingen grund til at skamme sig over at benytte sig af de eksisterende arbejdsmarkedsordninger, som er til gavn for alle. I øvrigt betyder et liv på supplerende dagpenge ikke, at de almindelige rådighedsregler bortfalder. Der skal stadig søges fuldtidsjob, og der sker ingen ændringer i møde- og aktiveringskrav m.v.

I VK-regeringens tid blev den periode, hvor det er muligt at modtage supplerende dagpenge, nedsat til 30 uger, velsagtens ud fra en forestilling om, at man som jobsøgende sagtens kunne skaffe sig en fuldtidsstilling nærmest fra dag til dag. Enhver, der har været – eller er – i en sådan situation, ved, at denne præmis på ingen måde har forbindelse til virkeligheden på arbejdsmarkedet. Nedsættelsen af perioden for supplerende dagpenge har derfor ramt især undervisningsområdet meget hårdt. Dette betyder, at man nu har en lose-lose-situation, eftersom de arbejdssøgende nu er henvist til at benytte sig fuldt ud af deres dagpengeret, samtidig med at deres indtog på arbejdsmarkedet er blevet vanskeliggjort. Og det er præcis denne situation, der er udgangspunktet for MA’s artikel.

Som nyuddannet forsøgte jeg selv at starte en selvstændig undervisningsvirksomhed, men da de supplerende dagpenge ophørte efter 30 uger, var undervisningsindtægten stadig så beskeden, at jeg ikke kunne forsvare over for min familie at fortsætte med projektet. Truslen om økonomisk ruin vejede meget tungt, og jeg så ingen anden udvej end at vende tilbage til den normale dagpengeydelse.

Jeg mener selv, at ordningen med supplerende dagpenge er en god idé, men som den virker nu, er den både for rigid og ofte direkte kontraproduktiv. En løsning kunne være, at man forlængede perioden til et helt undervisningsår, men det allerbedste ville være, at behovet for supplerende dagpenge kom til at indgå i den samlede vurdering af den lediges personlige situation. Forhåbentlig vil vi i fremtiden se en langt mere individuel og positiv behandling af de arbejdsløse, og man kan håbe, at både fordommene og de stive regler snart vil blive kørt ud på den losseplads, hvor de hører hjemme.

- og iøvrigt: Tak til Lars G for et godt og vedkommende indlæg og et ihærdigt forsøg på at få debatten tilbage på sporet igen. ;o)

Sjovt, at en person, som arbejder mellem 80 og 85 timer ugentlig, og som har eget firma med ansatte og datterselskab i USA, har tid og lyst til at gå ind på en A-kasses hjemmeside og sidde og læse og kommentere, hvad arbejdsløse magistre diskutere på deres A-kasses hjemmeside.

Er der slet ikke nogen, som har undret sig?