Nærmer du dig dagpengekanten til nytår?
Dato:
16.08.2012
Emne:
DagpengeperiodeMistet dagpengeret
Udvalgte artikler:
Du har mulighed for at få forlænget perioden med ydelser fra os, hvis du som ledig opbruger din dagpengeret i andet halvår af 2012.
Du vil kunne få op til yderligere 26 uger med dagpenge:
- Fik du afkortet dagpengeperioden i juli 2010 med 26 uger eller mere, vil du nu kunne få 26 nye uger.
- Blev din dagpengeperiode afkortet med mindre end 26 uger, får du forlænget med det antal uger, du blev afkortet.
- Startede din dagpengeperiode i andet halvår af 2010 (den 1. juli 2010 eller senere), og bruger du den sidste af dine 104 uger i andet halvår af 2012 (perioden 2. juli – 30. december 2012), får du 26 yderligere uger.
Vi holder øje med dit forbrug af restuger og giver dig skriftlig besked om dine muligheder for forlængelse, når du nærmer dig udløbet, dvs. ca. en måned før udløb.
Du skal være opmærksom på, at hvis du på grund af fx arbejdsforhold, afholdelse af egen optjent ferie eller hvis du har holdt fri for egen regning først får opbrugt din oprindelige dagpengeperiode på 104 uger efter den 30. december 2012, har du ikke ret til af få en forlængelse. Følgende eksempler viser sådanne situationer:
Eksempel 1:
Du har en forventet udløb af dagpengeretten (falddato) ved udgangen af uge 51, dvs. den 23. december 2012. Du tager fuldtidsarbejde med juleassistance uge 51 og 52, hvilket betyder, at din falddato udskydes til den 8. januar 2013 (udgangen af uge 1). Da din falddato nu ligger efter den 30. december 2012, får du ikke forlænget din dagpengeperiode.
Eksempel 2:
Du har en forventet falddato ved udgangen af uge 52 (den 30. december 2012) og afholder to ugers egen optjent ferie i perioden 3. – 16. december 2012 (uge 49 og 50). Da der ikke udbetales ydelser fra os i de to uger med egen optjent ferie, udskydes din falddato til den 15. januar 2013 (udgangen af uge 2), og du har derfor ikke ret til at få din dagpengeperiode forlænget.











“Sådan er det jo” som en fremtrædende radikal minister har sagt. Jeg har jo selv altid været nervøs for de småborgerlige – såkaldte midterpartiers – udspil og ringeagt over for almindelige mennesker – hvad enten de jo nu har heddet radikale, centrumdemokrater eller kristendemokrater. Og jeg har jo heller ikke glemt Scavenius’ rolle under besættelsen!
Jeg synes generelt, det er ALT FOR SENT, MA melder ud, hvor tåbeligt denne lovgivning fungerer i praksis. Flere kan allerede have nået at dumme sig ved at tage et kortere job/vikariat. Det er vi ikke så få, der tit lever af.
Lige så snart loven var vedtaget, vidste MA jo, at vi skulle passe på med at lave noget af kortere varighed.
Hvorfor blev der ikke straks sendt en melding ud?
Og hvorfor har MA ikke råbt virkelig højt for at få rettet op på fadæsen? Man hører jer næsten aldrig tage til orde nogen steder – modsat andre organisationer.
Kære Joan Thomsen
Tak for din kommentar og dine kritiske øjne på os. Det er selvfølgelig meget vigtigt, at vi altid får informeret medlemmerne grundigt. Vi gør vort bedste, og vi vil også gerne blive bedre. Ofte er formidlingen af de regler, vi skal administrere, ret kompliceret, især når politikkerne ikke har taget højde for alle detaljer, som afslører sig undervejs.
Vi har selvfølgelig fra starten informeret på hjemmesiden om reglerne og senest i august måned udbygget med konkrete eksempler. Vi har varslet de berørte medlemmer pr. brev om mulighederne for forlængelsen, når de har haft 15 uger tilbage af deres dagpengeperiode. Artiklen her i nyhedsbrevet er således ”blot” et genoptryk af, hvad der har stået og stadig står på hjemmesiden. Vi har nu, bandt andet på foranledning af din kommentar, besluttet at fremrykke udsendelsen af ovennævnte brev, så det sendes til alle nu, og ikke efterhånden som medlemmerne har 15 uger tilbage af deres dagpengeperiode.
A-kassernes brancheforening, AK-Samvirke, har fra starten været ude i offentligheden med holdninger og eksempler, som med succes har påvirket den politiske dagsorden. A-kasserne har været enige om, at det skulle være AK-Samvirke, der ”kørte løbet” og ikke de enkelte a-kasser, der kørte sololøb.
I stedet har vi i MA brugt kræfterne på at skaffe pressen medlemshistorier som cases.
Venlig hilsen
Hans Jørgen Wulff
kommunikationskonsulent i MA
Du skriver:
“A-kassernes brancheforening, AK-Samvirke, har fra starten været ude i offentligheden med holdninger og eksempler, som med succes har påvirket den politiske dagsorden.”
Hvad mener du?
Jeg har intet set fra dem i offentligheden i denne sag. Og der er da intet ændret mht. 26-ugers-fadæsen, som mit indlæg omhandler.
Synes MA, det er OK, at vi nu er mange, der gør bedst i bare at afvente falddatoen, før vi får hænderne op af lommen igen til vikariater? Jeg kalder det lov’juks’ af værste skuffe.
Hvordan kan det være at så mange tiltag inden for dagpengeområdet straffer dem der får arbejde – Er det ikke meningen at vi skal være selvforsørgende eller hvad???